Fra stud.rosin til udlært diskenspringer i Store Heddinge (notater fra og om tidsrummet januar1957 til og med 21. juni 1960 – skrevet i sommeren 2000 – seneste rettelser og tilføjelser medio februar 2003). Af Peter Ambeck-Madsen Forspil Det følgende er et subjektivt billede (en skitse) af tre år i en håbefuld ungersvend’s liv ultimo 50’erne i St. Heddinge. Skrevet bevidst uden dybderesearch på fx biblioteker m.v. og uden konsultation hos gamle venner fra Stevns-tiden. Det har været vigtigt at fastholde de spontane "sandhedens øjeblikke" i erindringen både hvad angår St. Heddinge & omegn og billedet af mig selv som person i denne udviklingstid. For over 40 år siden. Mange af personerne, der optræder på siderne er vel for længst glemt og begravede. Fred være med dem alle. Fejl og mangler? Over- og underdrivelser? Overlapninger? Udeladelser? Ja, som altid i den redigerede, ikke-objektive virkelighed. Til trods for det, håber jeg, at nogle vil finde notaterne og beskrivelserne sjove (ja, interessante) og måske udbryde et "jamen, kan du ikke også huske…?" Alt er, som jeg (og kun jeg) husker det – og alt er venligt ment. Og så er det jo godt alt sammen. Historien starter…LIGE OM LIDT… Hvorfor nu lige købmand? Da jeg var 15, og plus four-æraen var ved at slutte, ville jeg ud af skolen – jeg ville til søs(!). Dét debatterede vi meget i det lille hjem på Ridebanevang i Jægersborg i Gentofte nord for København. Kompromiset blev et OK, men også at jeg først skulle meldes ud af skolen, når jeg kom hjem fra en prøvesejlads med DFDS’ "Melos" i det vestlige Middelhav i sommerferien 1956. Men allerførst skulle mellemskoleeksamen lige bestås. Den blev forresten ikke just imponerende (et stort "G+") Vi – jeg og en klassekammerat – påmønstrede 16. juni som hovmestermath’er på kajen udenfor det, der i dag hedder Hotel "Admiral" i København, og vi afmønstrede, 4. august. Turen – en måned og 20 dage - blev naturligvis en formidabel oplevelse, og så tjente jeg jo penge på det. Hyren var over 200 kr. om måneden! Så jeg kunne købe mig en Philips grammofon og en brugt radio, da jeg kom hjem. På kajen i Frihavnen i København sagde jeg spontant til mine forældre, da vi kom hjem med psyken og helbredet intakt: "Dét var det! Jeg kommer ikke til at bruge den søfartsbog igen. Jeg tager et år mere skolen!". Dét blev de meget glade for at høre. I løbet af vinteren 1956-57 fandt jeg så på, at jeg gerne ville i lære i en stor, blandet, gl. købmandsforretning. "Der lugter altid godt i butikkerne, og købmænd tjener penge hver dag", havde jeg engang sagt. Det med at tjene penge hver dag, var nemlig noget min far ikke gjorde. Han var en af Københavns Snedkerlaug’s fine håndsnedkermestre og indehaver af Thorald Madsen’s Snedkeri på Svanholmsvej på Vesterbro i København. Her lavede man meget fine møbler, men der kunne være perioder, hvor der var langt mellem indtægterne. Så allerede i en ung alder vedtog jeg, at selvstændig, dèt ville jeg i hvert fald ikke være…og snedker skulle jeg heller ikke være. Dét duede mine hænder ikke til. Min morfar, der selv mange år inden havde haft en stor købmandsforretning med bl.a. vinimport i Augustenborg på Als, kendte stadig direktøren for OCEKA, der dengang var en førende grossistsammenslutning inden for kolonialområdet. Han hjalp med nogle kontaktnavne. Tanken var så, at jeg, når jeg var udlært, skulle gå på Niels Brock’s Handelsskole. Derefter ville verden ligge åben… Men først skulle vi altså lige finde en købmand, der ville have mig… Månederne inden – fra januar 1957 En hektisk vinter og et ditto forår for den unge, kommende købmandsspire: Knapt 16 år gammel. Skoletræt med Cæsar-frisure og i realklasse B på Tjørnegårdsskolen i Gentofte, hvor jeg bl.a. gik i klasse med den senere så kendte filmmand, Peter Refn og MF for Socialistisk Folkeparti, Ib Bjørn Poulsen – sidstnævnte delte jeg skolebord med i flere år. Dagene bestod af skolegang, the-drikning, lektier, jazzplader (min egen beholdning var: 12 ep’er, 1 LP og 1 78’er), spille på trommer, spille hockey (græs), gå med aviser søndag morgen, køre med mælk og brød for bagerkæden, Rubow, gå til ekstra matematik, venner og veninder (minus en egentlig kæreste), gå til gilder, drikke øl, drikke Patria ( en frygtelig dansk frugtvermouth!), spille bordtennis i kælderen, meget i biografen (også "Skolebio"), gå i "Skolescenen" inde i København, se sort/hvidt tv hos de venner, hvis forældre havde tv, gå i forskellige jazzklubber, høre & se Papa Bue i Cap Horn i Nyhavn, karneval på skolen i februar (fik præmie med klassekammerat Anne Mette – vi var Fy & Bi) – eller blot "slatne hen" (det må have betydet "drive den af", simpelthen). Første og eneste pjækkedag fra skolen i næsten 10 år: 18. januar – det kostede næsten en udsmidning efter tre-fire dages udelukkelse! Kiggede på – og blev kigget an - læreplads i en stor blandet landhandel i Måløv, 5. februar – dér ville man imidlertid ikke have mig! Første besøg i St. Heddinge, 11. marts. Far og mor var med – faster Tove kørte for os i sin Folkevogn. Ansættelsessamtale med købmanden, Georg Richter (søn af grundlæggeren af samme navn) i hans meget store, cigarrøgsfyldte kontor, hvor der var noget støvet. Fik lærepladsen på stedet – fire år, hvor det sidste skulle handle om korn og foderstoffer. Eksamenstid fra primo maj – fik sandelig "MG" i matematik! Ifølge lærekontrakten (et dokument på 12 sider) til tuberkuloseundersøgelse i Lyngby – det var 15. maj. Telttur til Silkeborg med kammerat i begyndelsen af juni – dét må have været mellem skriftlig og mundtlig eksamen. Min realeksamen blev noget bedre end mellemskoleeksamen året før, men den udløste dog ingen "karakterpenge" hos min far… Real B festede for sidste gang, 21. juni – flere af klassekammeraterne har jeg desværre ikke set siden. Bortset fra en klassefest hjemme i bordtenniskælderen i Jægersborg i foråret 1960, hvor en del af dem deltog. Dét er også over 40 år siden. 29. juni – det var en lørdag aften – i Tivoli-revyen med far og mor. En slags afsked med "barndommen"? Osvald Helmuth var det store trækplaster – og Birthe Wilke (sangerinden) vist også. St. Heddinge – here I come Mandag, 1. juli: afgang fra Jægersborg (08:03) til St. Heddinge via Københavns hovedbanegård, Køge og en skinnebus – ankomst 10:35. Lejet værelse hos isenkræmmer Overgaard i Algade 24 – måltiderne skulle indtages på "Højskolehjemmet", der også lå i Algade. Lønnen var 192 kr. pr. måned det første år – lidt mere, end der skulle betales for kosten. Så det hele var med tilskud – sponsorering - fra Jægersborg. Startede straks i butikken, hvor jeg blev mødt af disponent Langer og ungkarle-komisserne Keld Andreasen (byens fodboldstjerne) og Lars Ewald (tror jeg) Nielsen – vi var ikke dus dengang, og mit kaldenavn i de næste tre år var simpelthen "Madsen" (den gang brugte jeg ikke "Ambeck" så aktivt – dét kom først efter St. Heddinge-tiden). Blev sat til at veje sukker af i poser med 1 og 2 kg. Det var inden sukker kom færdigemballeret fra Sukkerfabrikkerne. En af de første dage skulle jeg hente en sæk sukker på en gros-lageret, hvor der var middagspause – jeg afsted med budcyklen, op ad trappen, sukkersækken ned ad slidsken. Det var svært at få den ned fra den høje rampe, så budcyklen væltede. Det var slemt, hårdt og varmt. Og inde i butikken grinede de, da jeg kom prustende ind med sækken: "Hvorfor har du dog taget en 100 kg-sæk?", lød det. Ja, jeg kunne have nøjedes med en 50 kg-sæk. Dét gjorde jeg så de næste tre år. Arbejdstiden var 7-17:30, til kl. 20 om fredagen (= Langfredag), og til kl. 14 om lørdagen. Og så var der 18 hverdages ferie om året – dog første gang i 1958! En dag i min første uge kom jeg to min. for sent på arbejde…og en anden morgen blev jeg hentet af en af komisserne. Stod midt i barberingen, da han kom. Det var lidt flovt, husker jeg. Efter de første fem arbejdsdage på hjemmeweekend i Jægersborg. Togbilletten kostede 16,70 kr., for en retur, altså. Denne sommerferieløse sommer blev der arbejdet hårdt fra morgen til aften – og jeg befandt mig godt med arbejdet – bortset lige fra arbejdet i flaskekælderen, som var lærlingens domæne (men her kunne man ryge!) og så det der med sulfoaftapning og rengøring/rensning af flasker – samt lejlighedsvis gulvvask (efter fyraften, naturligvis) i butikken. Udbringning af kolonialvarer på den store "Long John" var en fornøjelse – om end den i en kort periode i vinteren 1958 måtte udskiftes med en håndtrukken slæde p.g.a. sne!. Snart var man en fast bestanddel af bybilledet – altid fløjtende, fik jeg senere at vide. Om aftenerne skrev jeg mange breve (bl.a. til min fjernveninde, Birgit i Californien) og tegnede og malede på mit lille værelse – dét sidste blev en hel besættelse i juli/august, hvor jeg jo endnu ikke kendte ret mange i byen. Både kultegning, der skulle have fiksativ pustet over sig for ikke at blive gnedet ud igen, og eksperimenter med både plakatfarve og oliemaling – det var inden acrylmalingen var opfundet. Mit livs første oliemaleri fik titlen, "Melancoly" – det var dateret, 22. august. Denne lejlighedsvise, nærmest maniske besættelse holder den dag i dag. Det var jo i stearinlys-i-chiantiflaske-tiden. Så sådan én måtte jeg også have. Jeg skar noget af basten væk og malede et skægt blåt ansigt med røde øjne – og tændte lyset. Væggene fik jeg også lov til at male: okseblod og pastelblåt – lidt senere også en cremefarvet væg. På et tidspunkt hængte jeg også noget fiskenet op i loftet. Jo, det var eksotisk – eller noget… Der blev også læst mange bøger – også fra biblioteket i Nørregade. Grammofonen stod sjældent stille – jazz-plader ("skiver", som vi kaldte dem i Gentofte), jazz og atter jazz. Ikke noget som helst med Elvis Presley eller Bill Haley eller "Little" Richard eller Calypso – eller andet, der ikke var den uforfalskede vare! Altså jazzen, hvor jeg nu også var begyndt at købe "moderne" jazz med fx Miles Davis. Og så var der "Gilbert mysteriet" i radioen dén sommer. Byen lå øde hen. 15. august var der indskrivning på handelsskolen. Her skulle der bl.a. læres bogføring fra18:20 til 20 flere gange om ugen. Der var dog nogle søde piger…skrev jeg i den grønne kalender, der også tjente som en art huskedagbog. Det var småt med kendskabet til de øvrige storeheddingeboer – sådan hedder de if. ordbogen – dét ændrede sig dog brat efter den første, store totalfest i byen, "Stevns-festen, der foregik i en weekend sidst i august, hvor jeg ikke skulle hjem. Sikke en fest – sikke en masse øl. Og mange nye venner – især en flokfuld, der netop var startet i realklassen. Men også forskellige andre lærlinge og elever her i Stevn’s hovedstad. Og nogle spændende og, syntes jeg, yndige damer, der traditionen tro var lidt yngre endnu. Bruno Henriksen dirigerede sit band, den kendte og meget populære Volmer Sørensen var konferencier – og klokken 22 var der festfyrværkeri i sommernatten. Måtte desværre sygemelde (kulde i maven) mig om mandagen… Nogen tid efter stiftede nogle af os en fest-pjatteklub, som vi kaldte "Donkey-klubben" og/eller "The crazy donkies", hvor jeg blev betitlet "overdonkey". Snart var aftenerne lige så tæt besat, som de havde være i Jægersborg – og jeg var altid træt mandag aften i handelsskolen – især hvis jeg var kommet hjem fra København med 23:15-toget søndag aften og i sær i bogføringstimerne, som ikke var hverken inspirerende eller særligt kreative… I begyndelsen af november skulle jeg til Gentofte for at gå til et vigtigt gilde med en veninde, der hed Lillian. Havde ingen penge, så jeg lånte en knallert af en ven – den holdt til Glostrup. Så måtte jeg tage den med i en taxi til Jægersborg, hvor mine forældre blev noget pikerede over at få lov til at betale 18 kr. til chaufføren – mig havde de ikke ventet dén weekend, så det var jo ikke så godt, det hele. Gildet? Det var blevet aflyst i mellemtiden – og Lillian fyrede mig pr. brev et par uger senere. Der var for stor afstand til Stevns fra Gentofte og omvendt. Da jazzen kom til byen Mange weekends i Gentofte blev brugt til at sammenspille vores traditionelle jazzorkester, der blev bedre og bedre gang efter gang. Faktisk blandede vi to orkestre – og havde en forrygende jam session en søndag eftermiddag på Ridebanevang. Min mor tog klogelig min far med i Ermelunden, mens det foregik. Vi var vist 10 spillende herrer – og da mine forældre kom hjem, fortalte de, at de havde kunne høre os på flere hundrede meters afstand! Min far var ved at gå i koma, da han kom ind i stuen: alt, hvad der kunne fjernes fra klaveret var pillet af og stod på gulvet. Hele vejen hjem til St. Heddinge dén aften havde jeg musikken dunkende i blodet og i hovedet. Uforglemmeligt, simpelthen. Dén vinter spillede vi til koncert på Sorø Akademi og optrådte en enkelt gang i "Villabyernes Jazzklub" i Gentofte. Onsdag 26. februar 1958 stiftede vi – Hans-Axel Palstrøm, Preben Kølbye, Jørgen Henneke og jeg - "Dark Town Jazzklub" på Hotel Phønix i St. Heddinge – der kom 27 interesserede. Det var byens første af slagsen. Den lokale annonce- og ugeavis – Stevnsbladet – skrev (endnu med gammeldags retskrivning) om begivenheden, og at klubben blev stiftet af "… en Del unge Mennesker, der vil dyrke Jazz Dansens Rytmer." Lørdag, 22. marts gik det så for alvor løs i Hotel Phønix’ besynderligt udsmykkede teater- og dansant-sal. Hele "mit" otte mand store orkester – "The Mississippi Moaners" - fra Gentofte mødte op: de blev privatindkvarteret hos vennerne i byen. Klaverspilleren var Dronningens senere ceremonimester…dét vidste hun dog næppe dengang. Vi lagde ud med vores kendingsmelodi, "Swinging the blues"… Det blev en vild aften (uden spiritus! Øl var dog tilladt) med 150 betalende gæster, incl. et par af Richter-komisserne (årskontingent: 3 kr., entré: medlemmer 2 kr., gæster 2,50 kr.) Vi spillede det bedste, vi havde lært, men var meget trætte, da det hele var overstået – så længe havde ingen af os nogensinde spillet før. Og ind i mellem spillede vi også skiffle-musik – noget helt nyt. Her skiftede jeg trommestikkerne ud med et vaskebræt, og trompetmanden blæste på sit mundstykke, der var monteret på et stykke vandslange. Dertil bas, guitar og banjo – jeg kan høre det for mig endnu! Den lokale presse, altså Stevnsbladet skrev bl.a. : "Der blev danset med Liv og Lyst og de æggende Toner klarede Trængsel på Dansepladsen hele Aftenen". Da de andre skulle hjem med toget søndag middag, lavede vi "street parade" – marcherede vildt spillende fra Algade 24 til stationen, hvor stationsforstanderen " tog imod" med stor overraskelse. Der kom yderligere tre klubaften i det forår – de to sidste i Munkegården i anlægget. Vintersæsonen lagde ud 25. oktober, for brat at slutte med en annonce i lokalavisen, 10. november. Her skrev stifterne bl.a."…det har desværre vist sig, at Store Heddinge virkelig er en "dark town!" Vi måtte simpelthen lukke p.g.a. mangel på interesse og økonomibesvær – de gode græd, de onde lo! Det var sjovt det halve år, det varede. I 1959 spillede vi igen i byen – denne gang i forbindelse med "Nathue-festen". Det foregik udendørs i Richter’s gård fra klokken 20 til 3:00, hvor politiet høfligt, men bestemt bad os fyldebøtter om at stoppe, mens musikken endnu var sammenhængende. Mit ene trommeskind revnede (uden at jeg bemærkede det med det samme) midt i en lang duet med klarinetten som indledning til "I’ve found a new baby." Klarinetmanden blev i øvrigt senere gift med en af "de lokale" – men dét er en helt anden historie. Den sidste gang vi spillede til fest i byen var dog i 1963, hvor vi blev indbudt til at spille til "Æsel-festen" i juni. Honoraret var rejse og ophold – og dét glemmer vi sent. Vi spillede igen i Richter’s gård – og vi overnattede nu på Højskolehjemmet, flere af os med unge, nydelige medbragte fruer. Dét havde vi jo ikke prøvet før. Det var meget, meget hyggeligt at se byen igen og møde mange gl. venner og bekendte – og så vidt jeg husker, spillede vi helt udmærket den aften og nat… Prisniveauet i 1959-60 - lønnen var lav, men det var priserne også… - lærlingelønnen var nu 273 kr./md. – den steg til hele 313 kr. i det sidste læreår - huslejen i Algade 24 var 50 kr./md. - kosten på Højskolehjemmet kostede 130-140 kr./md. - togbillet St.Heddinge-Jægersborg t/r: 16,70 kr. – incl. S-tog til og fra Hovedbanegården. - biografbillet til Stevns Bio: 2,75 kr. - bad på skolen: 0,50 kr. - klipning hos barberen: 3,50 kr. - kittelvask: 1,50 kr./uge (tre kitler) - en pakke "Golden Blend" (pibetobak): 3 kr. - 20 Kings: 3,70 kr. - en guldøl (på Hotel Phønix): 3,25 kr. - tre kager i City Bageriet: 0,60 kr. - 1/1 fl. sherry: 9 kr. - to hotdogs (hos Pølse-Axel på torvet, måske): 2,15 kr. - dagbladet B.T.: 0,40 kr. - en flyversjus (på Rødvig Kro): 3,15 kr. - taxi St. Heddinge-Rødvig: 8 kr. - entré til Tivoli i København: 1,50 kr. Hotel "Pietrino" i Algade Jeg boede i alle tre læreår i det lejede, møblerede værelse, der var bygget sammen med isenkræmmer Overgaard’s lagerbygning i gården bag butiks- og privathuset i Algade 24. Det kostede 50 kr. om måneden – og mere var det, sandt for dyden, heller ikke værd. Hotel "Pietrino" ("lille Peter"), som det senere kom til at hedde, var max. otte kvadratmeter – hertil en lille "entre" og et toilet med håndvask, som jeg måtte dele med de kvindelige isenkræmmerlærlinge. Der var kun koldt vand, så det med at blive vasket var en besværlig sag… Om vinteren var der "badeanstalt" på skolen lørdag eftermiddag. Det kostede 50 øre pr. gang – og det var jo en god investering. Der var virkelig fyldt op hver lørdag eftermiddag. Indenfor i de otte kvadratmeter var der præcis plads til en seng, et indbygget klædeskab, et skrivebord med tilhørende stol, en lille reol samt en ramponeret lænestol. Til at begynde med var der installeret en gl. kakkelovn, der blev fyret med nøddekoks – den gav så megen varme, at vi på kolde vinteraftener (og de var kolde i de år!), var nødt til at åbne vinduet og, så at sige, fyre for duerne. Senere kom der en meget moderne petroleums-stue-ovn til – vægen trak sig imidlertid selv op et par gange – dét indebar total nedvaskning af a-l-t og efterfølgende nymaling af væggene. Der var sort overalt – også bag på billederne! Den ovn turde jeg ikke lade brænde om natten. Til trods for disse egentlig særdeles primitive forhold var der altid gang i tingene. Det var sjældent, jeg var alene hjemme – når jeg var hjemme. Der var en sand strøm af ind- og udgående ungersvende og ditto møer, der kom på besøg. Der blev spillet jazz og debatteret – og røget tobak i forskellige afarter. Ja, en hel fest holdt vi da også med mad, dans og drikke. Her måtte vi – i alt otte personer - dog skiftes til at danse p.g.a. pladsen, eller rettere mangel på samme. Og adskillige gange var der overnattende gæster fra København – man kunne både sove på gulvet og i lænestolen. Jeg var sjældent syg i de år, men hvis jeg var, kunne jeg være ret sikker på at få sygevisit af en lille flok realklassepiger i deres spisefrikvarter. Dét brød fru Overgaard sig ikke helt om, så hun så lidt træt på mig engang i mellem! Hun sagde i øvrigt "Peter" og "De" til mig. Hendes ældste søn, Ole og jeg var jævnaldrende. Han var i lære hos sin far, og så var han spejder. Vi delte ikke mange interesser, dog spillede vi lidt badminton sammen den første vinter. Faktisk så jeg mere til hans to yngre brødre, Peter og Jes. Alt i alt: selv om man kun bor på otte kvadratmeter, kan man godt have det skægt og alvorligt på én gang. Højskolehjemmet En god del af min løn – det meste faktisk – gik til at betale helpension til familien Nielsen på Højskolehjemmet i Algade. Tre gode, store måltider om dagen – det blev i snit til 130-140 kr. om måneden alt afhængigt af antal hjemrejser. Der var ikke tale om noget højere gastronomisk skoleridt, heller ikke særlige Stevns-specialiteter (sådan nogle fandtes/findes vist ikke) – nej, god borgerlig mad som fx frikadeller, sagosuppe med svedsker, kåldolmer og meget andet godt og solidt. Og én fast fiskedag om ugen. Der var morgenmad for mig klokken 8-8:30 – dét hed i øvrigt "frokost" på disse kanter. Varm middagsmad fik jeg klokken 13, hvor jeg så havde fri i en hel time. Om aftenen var der koldt bord, ville man nok kalde det i dag – her drak vi pensionærer enten vand, mælk eller hvidtøl. Det rare ægtepar Nielsen havde en pige – en slags husfaktotum – der hed Ellen (tror jeg), og så var der lille, lidt krumryggede Faster, som måske var en ældre søster til hr. Nielsen. De fire stod, med godt humør, for det hele – lejlighedsvist hjulpet af skolebørnene Boje og hans ældre søster, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Inger Lise, tror jeg ved nærmere eftertanke… De øvrige pensionærer gav mig en god modtagelse – jeg var den absolut yngste i den brogede flok, som talte arbejdsmanden Frederik, blikkenslageren Brudsø, møbelpolstreren Tom, kontrolassistenten Hans Helge og politifuldmægtigen Becker Olsen. Jeg så dem kun om aftenen p.g.a. mine skæve spisetider – eller lørdag-søndag. Men vi havde det altid skægt sammen - ham københavneren blev hurtigt accepteret. I et andet lokale - et lidt finere et - var der også spisende pensionærer. Dét var lærerne Lise Tarp, Andersen og Barit og en, jeg ikke kan huske navnet på. Af og til kom også Orla Christiansen fra den lille skole i Renge nogle kilometer syd for byen – vi kaldte ham rektoren, for han var enelærer. Hvorfor de sad for sig selv, ved jeg den dag i dag ikke, men de hørte bestemt også til "familien". Persongalleriet i byen som sådan Her mange år efter de glade år i byen er der mange navne, der helt automatisk dukker op. Nogle p.g.a. den ene ting, nogle p.g.a. noget andet. Her følger de – i helt uprioriteret rækkefølge: - lille købmand Juul og hans kone. - købmand Aksel Nielsen og hans kone, Karen - isenkræmmer Jørgen Overgaard. - disponent Nielsen fra isenkræmmer Grønvold – og lærlingen Palisgaard. - hotelejer Sørensen fra Hotel Phønix skråt overfor butikken. - læge Chr. Bager og hans kone – storkunder i butikken, som de boede ovenpå i en meget stor lejlighed, incl. konsultationen. Husassistenten hed Else. Sønnen, Jes skulle jeg på et tidspunkt forsøge at lære at spille trommer. Men mine pædagogiske evner rakte ikke, og hans rytmesans heller ikke. Men jeg tjente da omkring 30 kr. om måneden på det, så længe det stod på. Og 30 kr. var mange penge dengang! - købmand og tagdækker Chr. Madsen fra "forstaden", Bjælkerup - trafikassistent Bakdal og kone – hun, der var hjemmegående mor og husmor, købte sjældent ind før klokken 17:21 (cirka), selv om familien boede lige overfor butikken - dyrlæge Løje og kone – også store kunder, bl.a. ofte et whiskymærke ved navn "Anslie’s". - den af og til lidt brøsige, kraftige proprietær Vater og hans kone, ligeledes storkunder. - store, lidt mystiske boghandler Bahner, der også var spejderfører. - konditor Hinge og hans lille kone - sparekassebogholder Rasmussen og hans kone. - Andelsbank-bogholderen, der var min bogføringslærer (!). - landsretssagfører Traberg Smidt (mon han ikke også var borgmester), der ofte sås gående tur med sin kone – af og til også ifølge med sine to rødhårede drenge, hvoraf især den ene, Laue, senere blev en kendt personlighed i det ganske, danske land. Ham har jeg senere et par gange arbejdet sammen med i forskellige sammenhænge. - tandlæge Sv. Helleberg. - barber Chr. Olsen, der havde en flot datter, der altid blev kaldt Lene "Barber" – og mon ikke også der var en bror? - fru Halling, der havde en tobaks-m.v.-butik – hende fik jeg til at "importere" mit yndlings pibetobaksmærke dengang, "Golden Blend" fra McBaren. Dét ville disponent Langer i vores egen butik nemlig ikke. Fru Hallings søn, Mogens kom jeg senere til at gå på Niels Brock’s Handelsskole med i København. - Ford-forhandler Dragan og hans kreative kontormand, Mouritsen, der også var drama- og tegne interesseret. - boghandler Svend Jensen og hans kone – han havde altid en Kings i mundvigen, og den blev røget helt ned til stregen. - lærer Birkeland og hans flotte kone – de underviste også begge på handelsskolen, som han var leder af. - bogtrykker Jørgensen fra Exprestrykkeriet. Han var efter sigende umådelig velhavende, men særdeles fornæret. - manden på Algade med de stærke briller og med en særdeles levende ravn på skulderen. - pastor Jørgen Fabricius fra Lille Heddinge. - pastor Fritz Henneke på cykel og med alpehue på. - revisor Mathiasen og hans kone. - Carlsberg-manden, chauffør Peitersen. - fru provisor Palstrøm. - tømrermester Kaas-Rasmussen. - grisehandler Gudmund fra Rødvig. - Poul "Æg" fra Egestræde var en herlig mand, der var chauffør for ægpakkeriet, der lå ved siden af vores en gros lager. Han havde en trivelig, rar kone, Emmy og en søn, Flemming, der var murerlærling. Poul røg en meget ildelugtende tobak i sin pibe, bar stærke briller, og så var han pløkskaldet, så hans hoved lignede et pillet æg. Han havde mistet alt håret, fordi der i sin tid var gået generatorgas i blodet. Dét – altså skaldetheden - havde vi megen skæg med i butikken – også Poul. - og endelig manufakturhandlerens voksne søn, der var dekoratør i butikken lige over for os. Han kom sådan cirka hver anden time og skulle lige have byttet sin "Special Brew"-flaske. Venner, veninder - og bekendte (mens dette skrives dukker der flere og flere ansigter op på nethinden, men navnene kan jeg desværre ikke huske mere. Bl.a. nogle søde piger fra andre butikker og kontorer i byen – samt piger (nu igen) fra henholdsvis Klippinge og Rødvig). Rækkefølgen er hverken kronologisk eller prioriteret: - Steen Nielsen (købmandens), der var 1,95 m høj og ikke glad for det – dét var jeg heller ikke, for det var en halv centimeter mere end jeg. Han, som vi i en periode kaldte "Stein", gik senere bank/sparekassevejen. - Jette og Hans-Axel Palstrøm. Jette der på et tidspunkt (11. januar 1958) i en fest i Algade fik tilnavnet, "Esmeralda", blev et eller andet med apoteker (senere lægesekretær), mens Hans kom i lære hos hedengangne Lerche Sport i Nørregade i København. Senere flyttede han igen til St. Heddinge, hvor han med sin famille boede i Vestergade. Han døde i 1999. - Anker Østerlund, der var elektrikerlærling. - Jørgen Henneke, der var tømrerlærling – og hans underfundige lillesøster, Janne, der senere blev teolog som sin far. Jørgen blev senere kæreste med Lise Tarp, hvis berømte halvsøster, Lotte ikke var så berømt endnu… - Alex Stevns Henriksen, der vist var elev i et af de lokale pengeinstitutter. - Orla Christiansen var lærer på den lille Renge skole. Han var god at debattere litteratur og poesi med, og han inviterede af og til på "dramatisk studiekreds" på skolen. - Poul "Fyr" fra fyrtårnet ved Højerup, hvor vi observerede "Sputnik" en mørk aften. - Tove Peitersen fra handelsskolen – hun var vist i lære på et advokatkontor. - Preben "Müntz" Bøgh Andersen, som nogle af os (Janne Henneke, tror jeg) kaldte "Mystiske Mr.Mox". Han blev senere tv-mand i Provinsafdelingen i Århus. - Preben Kølbye, der var med til at starte jazzklubben. - Inger Dragan, der engang brugte min grå sweater, som min mor havde strikket til mig, da jeg gik i realklassen, som kjole. Sweateren var meget lang, og søde Inger var ikke ret høj. - Birte (Boghandler) Jensen – røg lige som faderen, dog ikke så heftigt. - Karin Olsen og bror Peder, hvis knallert jeg lånte et par gange for at køre til København og til hockeykamp i Slagelse. - Annet Toft fra nærliggende Hårlev – hun var i lære i en manufakturforretning, og vi gik på handelsskole sammen. - Ilse – hun var også i lære som et eller andet. - Birthe Marie fra "Stevns Boghandel" – ligeledes handelsskole-klassekammerat. Hun blev senere gift med kommis Keld Andreasen fra butikken. - Peter Andersen, hvis forældre hen mod slutningen af min læretid havde købt en af byens mange herreekviperingsforretninger. Peter var en skæg fyr – han arbejdede vist nærmest som dekoratør i butikken. Og så fik han mig til at lytte for alvor til Gerry Mulligan’s berømte barytonsaxofon. Han gjorde senere karriere i New York – vist nok i forbindelse med det danske generalkonsulat. - Hans Henrik Nissen, der senere blev omdiskuteret direktør for Dansk Eternitfabrik i Ålborg – i dag spiller han vist golf og går på jagt i Skotland eller Irland, har jeg hørt rygter om. - Henning Jensen, der dengang bestemt ikke lignede en kommende højt estimeret skuespiller – ofte i brun duvetinejakke med kraven oppe i nakken. - Rane Kaas-Rasmussen og Bjarne fra Rødvig – de var seminarieelever. Og det var hos Rane (da han var soldat), vi i radioen for første gang hørte Papa Bue spille "Schlafe mein Prinzchen…" – det var en komplet overraskelse og en stor oplevelse! - sømanden (under uddannelse) Niels Højlund Hansen fra Rødvig og hans veninde Lone (?) Mathiasen. - Slagter-Jens, der også var lærling og råbte højt, når der var andespil i St. Heddinge Boldklub på Hotel Stevns. - søde, stille Bente fra Sigerslev, elev på kommunekontoret, der blev min sidste, egentlige St. Heddinge-veninde. - Inger Marie, der var i huset hos præsten i Lille Heddinge – og i en længere periode kæreste med Hans-Axel Palstrøm. - Thomas Jermiin, der var godsejersøn og kostskolelev på Herlufsholm, tror jeg. Vi talte vist aldrig sammen, for vi var en slags rivaler med hensyn til Mona… - til allersidst min første kæreste for alvor, Mona (Lise) Højlund Hansen fra Rødvig. Nu er det såmænd over 40 år siden, jeg sidst så hende – på besøg i min lejlighed i Gothersgade i København, hvor hun skulle se min lille søn, Kristian. Fire familier, der betød meget Der er specielt fire familier, der kom til at spille en meget central rolle i mit unge liv i St. Heddinge. Uden samværet med dem var mit ophold i St. Heddinge næppe blevet dét, det blev. Dét skal de have tak for – også en forsinket tak fra mine afdøde forældre, der var glade for, at der var nogen, der kiggede efter mig – troede de… Familien Nielsen Hos købmand Nielsens – Steen’s forældre – blev jeg nærmest betragtet som en slags reservesøn. Til at begynde med var deres butik – "Kaffeboden" - meget lille, og de boede på ikke særlig mange kvadratmeter – senere flyttede de til væsentlig større forhold og en stor nyindrettet købmandsbutik, ligeledes i Algade. Og Steen flyttede på værelse (et loftsværelse) i et hus skråt overfor. Om aftenerne så vi – fra januar 1958 - sort/hvidt tv til den store guldmedalje. Hver gang, jeg hører Dorthe Kollo i radioen, genkalder jeg mig den lille stue i Algade, hvor deres første butik lå. De tog mig med på søndagsbilture (udlejningsvogn) til fx Præstø, hvor deres datter, Ulla var gift med Ulf Helles (en tømmerhandler), der var i familie med en af mine gl. lærere fra Gentofte. Og de lærte mig også at spise marineret sild med snaps til. Dét vil jeg altid være dem dybt taknemmelig for! Steen’s far, der lige som jeg selv sås på budcykel i gadebilledet i alt slags vejr, var meget fodboldintersseret – han stod ofte og råbte og skreg på sidelinjen på byens stadion. Familien Palstrøm Familien Palstrøm bestod af fru Palstrøm og de to søskende, Hans-Axel og Jette. Også her blev jeg nærmest optaget i familien. Hr. Palstrøm kendte jeg ikke. Han havde været provisor på apoteket, men var død et par år inden, jeg kom til byen. Fru Palstrøm var en klog og meget sød mor, og vi havde det altid både sjovt og hyggeligt, når jeg kom til the eller mad i deres hus. Eller skulle observere deres kats "daglige fem minutter" rundt omkring og op og ned i stuen. Familien flyttede til Gothersgade i København, inden jeg selv gjorde det nogle år efter min tid på Stevns, så da sås vi igen. Familien Henneke Familien Henneke bestod af en dejlig mor, en far, der var præst i byens kirke, rundkirken Sankt Katharina, samt søskendeparret Janne og Jørgen. Der var altid åbent i den hyggelige præstegård – og masser af the. Pastoren var både klog og humoristisk – jeg ryger fortsat på en af hans gamle piber (Siesta "136"), som jeg på et tidspunkt handlede mig til med Jørgen. Desværre oplevede jeg ham aldrig på prædikestolen i kirken – dét var jeg nok, desværre, for umoden til. Til gengæld havde jeg mange gange oplevet en fjern kusine til fru Henneke højt til hest i Jægersborg, hvor hun red i både Ermelunden og Dyrehaven. Men da vidste vi ikke, at vi næsten var i "familie" med hinanden… På et tidspunkt forsøgte Jørgen sig udi saxofonspillets ædle kunst, men det gik ikke helt, som han havde håbet, så han opgav efter én optræden med store solbriller på til et VU-bal på Højskolehjemmet. Jørgen så jeg meget til i adskillige år, men også her løb tiden fra det bekendtskab, desværre. I dag bor han i Haderslev. Janne blev siden teolog som sin far. Af en eller anden grund handlede familien ikke hos "os", så jeg er aldrig ankommet på budcykel til præstegården! Mona og hendes mor Endelig kommer Mona Lise Højlund Hansen og hendes søde mor Edith. De boede i et lille hus helt ude ved klinten i det østlige Rødvig, seks kilometer syd for St. Heddinge, telefon Rødvig 112. Mona kom for alvor ind i billedet i sommeren 1958, hvor hun blev min første kæreste for alvor – til at begynde med meget mod sin mors vilje. Chr. Richter-lærlinge havde nemlig ikke det bedste ry, fordi de tidligere (!) ofte havde været "fars sønner", der fik flere lommepenge hjemmefra end komisserne tjente om måneden i butikken. Hun ændrede ret hurtig opfattelse – heldigvis da. Mona gik på efterskole – hendes bror, Niels var ude at sejle. Hun var ofte hos mig i St. Heddinge – og jeg hos hende i Rødvig, hvor der altid var god stemning. Hun skulle følges hjem, når hun havde været i St. Heddinge – det foregik på cykel med Nefa-lygter på. Hjemturen fra Rødvig var noget lang, selv om der kun var seks kilometer… Vi var af og til til sommerdansant i Rødvig Kro’s pavillon – pigerne drak Cherry brandy med is, mens vi andre drak mandige "Flyversjusser" (citronvand med Rød Ålborg i!). Mona var også med hjemme i Jægersborg – som den første officielle kæreste. Mine forældre var meget begejstrede – ligeså med alle mine venner dér. Senere drog Mona på au pair-job i Norge, så vi sås alt for lidt. Vi kørte i taxi til København, da hun skulle afsted. Hun var lige med inde på mit værelse på vejen: jeg havde tændt stearinlys, og vi drak et glas sherry til tonerne af Benny Goodman’s kendingsmelodi, "Goodbye". Da Oslo-båden var sejlet, tog jeg ud til mine forældre i Jægersborg, hvor min mor så mig græde for første gang i mange, mange år. Om aftenen var jeg med mor i teatret på Frederiksberg Allé, hvor vi så Kjeld Petersen og Lilly Broberg i "Den grønne Elevator". Dét hjalp lidt på det hele. Så derefter blev det til kærlighed pr. korrespondance… Til julen 1959 var Mona hjemme på en kort ferie – jeg fik en flot hjemmestrikket, rigtig norsk-mønstret blå og hvid sweater af hende. Hun havde selv en mage til. Min sweater eksisterer stadigvæk – den går min nu 25-årige datter, Louise med af og til, når det er koldt. Dét glæder mig altid. Mona var et sødt og sjovt væsen, og dengang troede jeg helt og fuldt, at hun var "den eneste ene". Da jeg flyttede tilbage til København, og hun startede som elev i en børneinstitution på Amager, kom vi – efter at mor Edith havde sendt hende en stor-stor buket røde roser i mit navn - igen sammen i et par måneder, så holdt det op. I dag uvist af hvilken grund. En lille, norsk trætrold med inskriptionen, "Sverre", 29/4., Mona Lise" under fødderne, og hvor farverne næsten er væk, får mig af og til til at tænke tilbage – den har sin faste placering på vores pejsehylde her i det sydjyske. Min egen familie Ja, og så var der jo også min "rigtige" familie hjemme i Jægersborg. Min far og jeg blev faktisk først rigtige venner (!), efter at jeg var flyttet hjemmefra – efter en, ifølge min kloge mor, noget lang og anstrengt pubertetstid. Men altså, vi lærte at acceptere hinanden, og sådan forblev det, indtil han døde, 81 år gammel i 1995. Og dét var jo godt. Min mor, det kære, sønderjyske væsen, tog sig – via postvæsnet - af mit vasketøj og sendte en lille pakke i ny og næ med gode ting i. Og min lillebror, Søren gik i skole og startede på DTU (dengang Polyteknisk Læreanstalt) i Lundtofte, hvor han til at begynde med spillede mere kort end godt var… Virksomheden, Chr. Richter På brevpapiret stod der "Kul, Korn, Foderstoffer, Kunstgødning, Markfrø og Kolonial" – samt telefon 118 Men tiden var ved at løbe fra denne fordums så store, kendte og velrenommerede købmandsgård, da jeg gjorde mit indtog i byen i sommeren 1957. Richter’s kaffe – og andet – blev ikke solgt så mange steder som tidligere på og udenfor Stevns, men den blev fortsat ristet/brændt, så hele byen kunne nyde den herlige aroma én gang om ugen. Bevares, der var stadigvæk en tomands en gros afdeling – der var et par folk til at håndtere korn- og foderstofferne – tre i bogholderiet – fire i butikken – nogle chauffører – og i Rødvig var der et kul- og koksanlæg på havnen. Lidt jern og benzin blev der også solgt. Flere og flere, mere moderne og aggressive (sådan siger man i dag på marketingdansk!) kolonial en gros virksomheder var for længst dukket op i Danmark. Det, at hvile på laurbærrene hørte allerede den gang fortiden til. Og Østsjællands Andel voksede også, omend Brugsen i Regnegade dengang var en både undseelig og umådelig tynd kop the. Dét har sikkert ændret sig siden. De to sønner af grundlæggeren – købmændene Chr. Emil og Georg Richter – var alt, alt for forskellige i deres konservative indstilling til livet og begrebet købmandsskab. Jeg ved faktisk ikke, om de nogen sinde sås privat. De boede begge ret tæt på virksomheden i Algade – den kosmopolitiske Georg i en stor flot villa i Østergade, mens den mere indadvendte "C.E." (som vi kaldte ham, når han ikke hørte det) boede i en stor, hvid kasse på torvet på vej til stationen. Han (eller hans kone, som vi næsten aldrig så noget til) holdt høns, hvis æg lærlingen skulle både hente og rense, inden de blev solgt i butikken. Forvalteren – Mogens Richter – var søn af C.E. Han var venlig og lidt grå i det – boede hos sine forældre og var ungkarl. Forvalteren beskæftigede sig udelukkende med korn og foderstofferne. Georg, der også var bestyrelsesformand i den "fine" sparekasse, skulle have pressefolder i sine underbukser – dét betroede husets unge pige mig en gang fnisende. Ham var der en vis storstilethed over – og hans skægge teenage barnebarn, Marianne, der vist boede permanent hos sine bedsteforældre, var en frisk ung dame, der givetvis har gjort det godt senere i livet. I modsætning til broderen virkede C.E. både lidt modløs og gammel – han fyldte i øvrigt 75 i "min" tid i butikken, så han må have været den ældste af de to. Mit bidrag til personalets fødselsdagsgave var hele 3,50 kr.! Men vi kendte ikke købmændene rigtigt – de skulle tiltales i tredje person ("hvordan synes købmanden, at vejret er?") – og det er mit indtryk, at de egentlig også var ret ligeglade med os. Begrebet, personalepleje var endnu ikke opfundet – dog var der et år, hvor vi fik julegratiale. 50 kr. til lærlingen – dét var flot. Kontorer og butiksinventaret må have været fra virksomhedens storhedstid i 20’erne og 30’erne. Høje skrå pulte, høje stole, der kunne skrues op og ned - og sofaer. Der havde givetvis været stil over det hele - nu var det ret nedslidt og let støvet. Og alt kunne have været brugt direkte i en Morten Korch-film. Men, naturligvis var der stadig en særlig stemning/atmosfære og liv i de altid røgfyldte lokaler med kakkelovnsvarme om vinteren. Her var i øvrigt den eneste ovn, der kunne brænde igennem om natten, så lærlingen kun skulle tømme askeskuffen og altså ikke starte helt forfra med optænding hver morgen i fyringssæsonen, som han ellers skulle med alle de andre kakkelovne. Personerne/medarbejderne Persongalleriet var broget – vi var faktisk ret mange i det daglige: - disponent H.P. Langer og hans søde, lidt stille kone, Birte, der var kontordame for købmændene. - piberygende bogholder Hald (Robert, mener jeg), der også havde en kone og en søn, der hed Erik. - en høj, mørkhåret kontormand, hvis navn, jeg ikke mere kan huske. - kommis Kjeld Andreasen, der var udlært et andet sted i byen, nemlig hos købmand Hakon Christoffersen på torvet, der af nogle blev betragtet som den "fineste" i byen. Andreasen var ungkarl, boede hos sine forældre – og han var byens ubestridte fodboldstjerne. Og så drev han privat biludlejning sammen med en ven, der var boghandlerekspedient, men flyttet fra byen. De investerede i en lille, rap Ford Anglia. Dét var vist egentlig ret avanceret på de tider. - kommis Lars Ewald Nielsen var fra Hårlev – han opbevarede næsten altid sin blyant bag det højre øre. Også han var ungkarl og hjemmeboende hos sin mor. Til daglig kørte han på NSU-motorcykel, men om torsdagen var han bag rattet i varevognen på den såkaldte "landtur" til kunderne uden for bygrænsen. Den slags kostede ikke ekstra. - H.O. Jensen fra Højerup ledede en gros-aktiviteterne på lageret, og han var den eneste, der kunne betjene og vedligeholde kafferisteriets imponerende maskineri. Så han var aldrig syg. - kommis Erling R. Hansen var ligeledes fra Højerup. Også ungkarl, der boede hjemme. Han kørte på en flot Vespa scooter – og så havde han en søster, som L.E. Nielsen vist var ganske interesseret i. - foderstof-repræsentanten hed Arne Jensen, men han forlod imidlertid virksomheden med udgangen af januar 1958 for at arbejde i Køge Stormølle – han blev erstattet af en, der hed Petersen. - endelig var der lærlingen. Han hed Bojesen, da jeg ankom. Vi havde et par ugers tid sammen, inden han var færdiguddannet og derefter returnerede til hovedstaden. Det var ham, der lærte mig, at fragtbreve skulle udfyldes med tydelig håndskrift (blokbogstaver) – og det var også ham, der indviede mig i sulfo-, terpentin- og spritaftapningens ædle kunst samt lærte mig en brutal aflivningsfacon for mus via vat og stenkulsnafta(!). Det var mine "nærmeste", så at sige. Vi havde det både sjovt og rart sammen, syntes jeg, selv om vi aldrig rigtigt blev dus – jeg blev aldrig rigtigt bare behandlet som den lærling, jeg jo var. Dét var jeg glad for. Så var der "folkene" - dem var jeg dus med fra første dag: - i gården huserede Kristian, der fungerede som en slags gårdskarl med et nogenlunde rent, hvidt forklæde på. Han fejede og tog sig af de hestevogne, der stadig af og til kom på besøg. Hvem, der betalte hans løn, ved jeg ikke – måske deltes Chr. Richter og Grønvold (isenkram) om hans formentlig usle hyre. - på korn- og foderstoflageret var det Frandsen, det stod for tingene. Maling af korn, afvejning og op- og nedhejsning af de mange, tunge sække. Sækkevognen stod sjældent stille. To af hans tidligere piber, en Stanwell Old Briar og en BBB Ultonia, ryger jeg stadig på – vi handlede om dem med et eller andet en gang i 1959. - Ole og Hans var brødre og – sammen med Svend – chauffører for både kolonial, foderstoffer samt kul & koks. Dog aldrig i ét samlet læs. De var nogle herlige, slagfærdige fyre, der kunne slå deres fredags-fyraftensbajer i bagbutikken ned på ca. otte sekunder – især Ole. "Du slår bare drøbelen fra, Madsen!", forklarede han mig en aften, hvor han var total-sort i hele hovedet efter en dag med kul-kørsel. - Rasmus var en tidligere ansat, vist nok altmuligmand. Han kom tit og snakkede hyggeligt med os alle. Bl.a. om de go’ gl. dage, hvor lærlingene blandede portvin og cognac, som de drak i kælderen eller i jern-afdelingen. Han var en rar, gammel gubbe med sort kasket og ikke mange tænder tilbage, så han måtte have et tykt stykke gummibånd om pibespidsen for overhovedet at kunne holde den i munden. - Johannes var chauffør for Østsjællands Jernbane, tror jeg nok. Han kom dagligt i butikken sammen med sin lille medhjælper, Erik, der var mongolbarn. De to arbejdede meget fint sammen – jeg tror, at Erik var mindst lige så stærk som Johannes. - folkene i Rødvig traf jeg aldrig. Jeg så kun bygningerne ude fra. Der gik blot et år eller to efter min afrejse, så lukkede virksomheden helt og aldeles (uden at de to ting har det fjerneste med hinanden at gøre!). Kjeld Andreasen overtog kolonialforretningen og giftede sig med Birte Marie fra Stevns Boghandel – hvad der ellers skete, og hvorfor, ved jeg desværre ikke. Dagliglivet bag disken og i kældrene I 1957 blev næsten alt stadig tappet og vejet af på stedet. Dét gjorde lærlingen og kommiserne (lejlighedsvis) fx i "middagsstunden" eller stilletimen mellem 12 og 13, hvor der næsten ikke kom kunder i butikken, fordi manden var hjemme til varm middagsmad. Det var faktisk en hel lille kunst at lære at lukke poser – i sær dem med hugget sukker kunne drille. Rosiner, svedsker, mandler, tørrede abrikoser og nøddekerner lå fremme i løs vægt i de respektive, mange skuffer med skovle i. Lige klar til afvejning – eller når lærlingen skulle i flaskekælderen en kold vinterdag… Min tandlægeregning steg i hvert fald brat efter læretiden! Spegesild ligeledes i løs vægt og klipfisk af og til. Når man skulle åbne en tønde spege- eller kryddersild, skulle man passe godt på, at der ikke sprøjtede sildelage på ens pæne, hvide butikskittel. Dét gav nemlig mærker, der lignede rustpletter.. Der var 50 flasker i en kasse øl dengang – den vejede godt til, når den skulle hentes op af kælderen og måske placeres på budcyklen. Jeg lærte også, hvordan en kasse varer skulle pakkes – ikke lægge kaffe oven på smørret, flasker skulle ligge i bunden med halsen i skiftende retninger o.s.v. Dét praktiserer jeg stadig med fornøjelse, når min kone på snart 30. år, Susanne og jeg køber ind i Egtved Brugs fredag aften. Der var dog én gang, hvor jeg havde glemt at pakke en større ordre til en af de ugentlige land-kunder. Så jeg blev uden debat sendt af sted på budcyklen: 2 x tre-fire kilometer til "Rengegård" syd for byen. Sådan! De fleste kunder betalte kontant (kreditkortet var jo ikke opfundet i Danmark endnu), men nogle af de mere faste kunder havde såkaldte "kontrabøger", hvor varekøbene blev skrevet ind hen ad vejen. Betaling – total eller a conto - fandt så sted fx omkring lønudbetalingsdagene. Og så var der kategorien, "storkunder", der også havde løbende regning på foderstoffer – her skrev vi i hånden på de store regningsblokke med to-tre kopier, der så gik videre til bogholderiet. En gang gik det mig gruelig galt: jeg glemte at dreje af for spunsen i den kæmpestore sirupstønde i den kælder, hvor vi også havde terpentin og sulfosæbe. Der var strøet et tykt lag gulvsand ud – og Gud ske lov for det, thi langsomt flydende sirup er ikke just sagen på et stengulv. Og så fylder sirup utrolig meget, når det bare står og flyder ud. Alle de andre grinede ad mig, da jeg brødebetynget gik ind og berettede om miseren. Nye tider, nye produkter Jeg fik også oplevet et par næsten revolutionerende ting i detailhandlen: de første, rigtige Coca Cola’er kom i handel – også på Stevns. Ligeså med dybfrostvarer, så der skulle investeres i en køledisk – dét var ret avanceret. Og – oh, fryd – Sukkerfabrikkerne begyndte at sælge afvejede 1 og 2 kg. stødt melis i de pakker, vi stort set kender i dag. Og så var cigaretmærket, "Prince" netop kommet på markedet – dén gang i en udgave med 39 mg tjære! (i dag er der "kun" 12 i). Selvbetjening var også et af de nye, store dyr i åbenbaringen – men ikke hos Chr. Richter! Det ville stride mod ånden fra de gode, gamle dage om grundig og personlig betjening af kunderne. Basta!. Det, med kunderne havde jeg det helt fint med. Jeg kunne lide arbejdet og blev (vel) p.g.a. min højde aldrig rigtigt betragtet og behandlet som lærling. Dét var givetvis min fordel. Min efterfølger i 1960 hed Erik. Han var stevnsbo og under middelhøjde – hvad blev der mon af ham? Den daglige dont Dagene, ugerne, månederne lignede naturligvis hinanden – der blev indkøbt og solgt. Og vi arbejdede godt sammen – også på en gros lageret, hvor jeg skulle lære, hvordan tingene hang sammen og også sælge direkte til de besøgende købmænd fra oplandet. Datidens repræsentanter – rejsende, blev de kaldt – kom ofte til byen med toget. Biler var meget lidt udbredt endnu. De kom så gående ind i butikken med deres kufferter med vareprøver. Om disponent Langer lige havde tid? Nogle overnattede også i byen – på Hotel Phønix, vist. Jeg husker specielt én af dem – han dukkede op i bagbutikken klokken lidt over syv om morgenen med rystende hænder. Han skulle lige have et par stærke øller før sin morgenmad… En anden speciel ting var min faste "bager-tur" til alle byens adskillige bagerier tidligt lørdag morgen for at tage ordrer og levere i løbet af formiddagen. Det var altid dejligt – i sær om vinteren – at komme ind i de varme bagerier, og der faldt af og til en friskbagt basse af. Juletid… December var noget helt specielt. Da kom juleappelsinerne, dadlerne og fignerne og alt det andet gode, som alle glædede sig til. Det var ikke som i dag, hvor man stort set kan få alle varekategorier hele året (i uhyre svingende kvalitet). Den gang havde de forskellige varer hver deres sæson. I butikken blev vi alle indkaldt til både pynten-op-på-gulvet og konfekt-afvejning én-to søndag eftermiddage hvert år i december – og så fyldte vi ellers cellofanposer til den store guldmedalje. Hyggeligt-hyggeligt. Kun én gang ser det ud til at have gået lidt vildt til: det var lørdag, 28. december 1957, hvor der ikke var noget at lave. Da drak vi champagne i bagbutikken – ja, en af komisserne drak en hel flaske solo! Efter jul var det altid lidt hårdt – alle byens lærlinge blev kommanderet udendørs uanset vejret: nu skulle alle de opklæbede juletilbud skrabes af vinduerne med barberblade monteret i en lille, fiks anordning En skandaløs status En sidste ting må vist hellere med for den gode ordens skyld: Den største af de relativt få baller, jeg fik i læretiden (som jeg husker det i dag!) var, da jeg af lutter dovenskab kom alt, alt for hurtigt over en statusopgørelse på en gros lageret. På 1. sal var der bl.a. tusindvis af forskellige krydderier i breve, glas, pakker og kartoner. Dem skulle jeg tælle op! Til trods for min hårdt erhvervede teoretiske viden om bogholderi og regnskab valgte jeg at blæse på det hele. Det kunne jo ikke være rigtigt, at jeg alene mand skulle bruge dage på, fra morgen til aften, at kravle rundt at tælle-tælle-tælle og skrive-skrive-skrive, vel? Disponent Langer blev meget forbløffet over min hurtige optælling af det hele, så han gik personligt på lageret for at stikprøvekontrollere…. Ikke godt, for mine statustal – skrevet meget tydeligt, som jeg havde lært det – var, hvad jeg sådan gættede på, at der kunne være. Det var bestemt ikke "kreativ bogføring" (et begreb, der vist ikke var opfundet endnu) – det var bare dumt. Ak, ja. Vin – og kundebetjening Desværre lærte jeg næsten intet om vine, forskellen på Bordeaux og Bourgogne - eller noget om de forskellig årgange. Eller om Sherry versus Madeira. Og prøvesmagninger kendte man ikke til endnu. Men dén slags ordnede legendariske Børge Olsen fra IRMA-kæden, der netop i årene efter fik hele familien Danmark til at drikke vin. Bl.a. fordi han kommunikerede til og med sine kunder på en helt ny måde. Så jeg lærte det senere…"by the hard way", så at sige. Jeg lærte meget af at omgås både de gode kolleger og de mange kunder – lærte at gebærde mig over for alle typer mennesker. Selv om moderne tiders begreb "service management" endnu ikke var opfundet, blev det praktiseret i Chr. Richters butik hver eneste dag. Tak til mine omgivelser i butikken, i gården, på kontoret, på lageret – og blandt kunderne. Disse tre år gav mig en basisballast, som jeg senere fik god brug for i mange slags situationer. Mesterlæren (eller noget i den stil) længe leve! – så kan man altid specialisere sig og blive teoretisk senere. Byen St. Heddinge – forskellige, blandede hændelser Byen var mig totalt ukendt indtil marts 1957, hvor jeg besøgte den første gang – nej, jeg må være kommet igennem, da jeg fire-fem år inden var på skoleudflugt til Stevns klint med 1. mellem B fra Tjørnegårdsskolen. Ifølge ordbogen stammer navnet fra olddansk/oldnordisk, hvor ordet "haddr" betyder "kvindens hovedhår" – dét kunne sigte til en "skovbevoksning". Lidt a la Korsbæk Nå, jeg ankom til byen en dejlig junidag – og her mange år efter kan jeg se mange, mange lighedspunkter med Lise Nørgaard’s senere opfundne Korsbæk. Dog måske kun som Mini-Korsbæk, men alligevel… Byen var domineret af den lange Algade – det var her, næsten alle butikkerne lå. Og dem var der mange af, især når man tænker på, hvor få mennesker, der boede i byen. Fredag aften og lørdag indtil klokken 14 var der nærmest trængsel i gaderne. Byen var nemlig en oplandsby – d.v.s. et sted, man tog til for at købe ind. Man skulle helst ikke gå i biografen i Algade en fredag aften – der formelig stank af både grise- og komøg, når karlene og pigerne fra landbruget var i staden. Byen rummede i hvert fald seks-syv købmandsforretninger af vekslende størrelse – og jeg tror, at der var ligeså mange bagere (fx "Hinge’s Konditori", "Parmo" og "City Bageriet") og maufakturforretninger. Utroligt, at de kunne løbe rundt, men det kunne de måske heller ikke. Der var også et sygehus, der lå i byens nordlige udkant, et bryggeri, en mindre fiskefabrik og et ildelugtende garveri – sidstnævnte lå heldigvis lidt udenfor selve byen. Byens førende pengeinstitut hed "Sparekassen for Store Heddinge & Omegn", men Andelsbanken var der også – og sikkert flere endnu.. Den nævnte sparekasse var pompøst indrettet – som var det en filmkulisse. Her sad hver dag i flere timer formanden, købmand Chr. Richter og kedede sig (sådan så han ud de gange, jeg gjorde private bankforretninger dér), når han ikke læste sin avis, røg sig en stor "Nihilsine Labore"-cigar ("Nielsine la’ mig hore", som han af og til yndede at kalde dette cigarmærke) eller skrev under på alt muligt. Det skete med en stor, flot fyldepenne-signatur. Det var lige til "Matador", vil jeg sige. Der var mindst to boghandlere – men det var i "Stevns Boghandel", at jeg 25. marts 1959 købte noget helt revolutionerende, nemlig "Tranebøger" fra Gyldendal. Det var de første danske paperbacks – de kostede 3,75 kr. og 5,75 kr. for en dobbeltudgave. Jeg købte "Dagdriverbanden" af John Steinbeck og "De unge løver" af Irwin Shaw – jeg har dem endnu og læser dem engang i mellem… Det var også her, man købte sine grammofonplader – fra foråret 1958-59 sågar de første klassiske ep-plader til en pris af 12-13 kr. Jo, vist udviklede man sig – også musikalsk. Dansanterne… Livet blev levet pænt og ordentligt – dog med undtagelse af dansanterne på Hotel Phønix og andespillene på Hotel Stevns lidt længere nede ad gaden. Om sommeren flyttede løjerne fra Hotel Phønix til pavillonen i anlægget, "Munkegården". Her kunne der godt være et raskt slagsmål af og til, men det blev aldrig betragtet som et farligt sted. Selv kom jeg her en søndag aften i "slagsmål" med en noget bedugget marinesoldat (orlogsgast hedder det vist, hvis det skal være helt korrekt)! – mit livs eneste værtshuskonflikt. Min ven, Steen havde hånden i gips, og dét drillede marinesoldaten ham med igen og igen. Så på et tidspunkt blev han grov og rejste sig let truende, hvorefter jeg langede ud efter ham. Og jeg ramte ham (sgu!) lige på kajen, så han væltede ned på gulvet. Jeg blev skrækslagen – og samtidig taget i kraven og smidt ud af etablissementet med ordene: "man lægger ikke hånd på en uniform!" Nogle foretrak dog Rødvig kro’s sommerpavillon – dér var der lidt pænere i atmosfæren. Og så var der amatørkonkurrencer med præmier – og en af pianisterne kunne spille "Ain’t she sweet"! Dét trak også. Og jeg tilbragte også en gang en herlig nytårsaften på Hotel (?) "Harmonien" i Rødvig med mine venner derfra. Sport og engelsk De unge og yngre mennesker spillede fodbold – hvilke sportstilbud, der var til pigerne, har jeg lykkelig glemt, men der var da også en tennisklub. Når de var færdige med den obligate skolegang kom mange i lære lokalt (altså på Stevns) eller de rejste væk fra Stevns for at uddanne sig i hovedstaden. Stevns Bio var altid fuld. Det var i de år at Catherina Valente- og Conny & Peter-film var umådeligt populære – i hvert fald på Stevns. Selv spillede jeg også lidt fodbold på et lokalt hold, der næsten altid tabte, men min hu stod nu til hockey (rigtig hockey på græs), hvor jeg var målvogter og i denne periode to gange blev junior danmarksmester med Gentofte Hockey Klub og også oplevede den ære at blive specialtrænet af det tyske landsholds cheftræner med henblik på evt. udtagelse til OL i Rom i 1960. Desværre "dumpede" jeg… Der var også den vinter, hvor Jørgen Henneke og jeg ville dygtiggøre os ud i det engelske. Vi tilmeldte os et kursus for viderekomne – her kom vi til at gå sammen med et udsnit af fruerne fra det bedre borgerskab. Dét var ærlig talt ikke særlig skægt. Jeg stod ret hurtigt af, mens Jørgen vist nok fortsatte i en lidt længere periode. Pengene, som jeg havde fået hjemmefra, blev omsat til tobak eller noget andet fornuftigt. Men min mor opdagede det, så det var ikke så godt. Byfesterne Nogle initiativrige, formentligt næringsdrivende fandt på, at der skulle holdes byfest en gang om året: det blev til "Stevns-festen" i 1957, "Blomsterfesten" i sommeren 1958, "Nathue-fest" i juli 1959 og "Vandtårns-fest" i cirka 1960. Og fx "Æsel-fest" i 1963. Så var der liv i kludene, underholdning og øl i glassene – folk, høj og lav, kom hinanden ved og drak dus. I hvert fald virkede det i nogen tid. Mon ikke borgmesteren hed Jens Traberg Smidt? – sådan husker jeg, han så ud, når han gik tur i byens gader med familien. Han var også byens landsretssagfører. Dét var alt sammen sådan cirka det, der ventede mig, da jeg stod af skinnebussen fra Køge den mandag formiddag i sommeren 1957. I de følgende tre år skulle der komme til at ske meget - fx betød de nævnte byfester meget. Hos Chr. Richter pyntede vi således i 1958 en stor blomstervogn – en F-13 jager opbygget af hønsetråd skulle monteres med, sådan føltes det, titusindvis af åndssvage blomster en tidlig søndag morgen - dagen efter en ret heftig aften i enten Munkegården eller et stort festtelt. Den og mange andre vogne kørte i optog gennem byen om eftermiddagen med et Hjemmeværnsorkester og en honnørgørende chef, isenkræmmer Overgaard i spidsen. Mere musik Jeg forsøgte også at lære at spille guitar hos fru Bager, men jeg havde for følsomme fingerspidser. Fik ellers en ordentlig tube salve af hendes mand, lægen. Det hjalp, men ikke nok. Så da jeg havde lært at spille harmonierne til "Undecided" og "Beatiful, beautiful brown eyes" opgav jeg guitarkarrieren og solgte instrumentet, som jeg ellers selv havde købt på Sicilien et par år inden, da jeg i en skolesommerferie havde hyre som hovmestermath på DFDS’ gode skib, "Melos". Hele livet udspillede sig jo ikke blot i St. Heddinge. Vennerne Hans-Axel, Jørgen Henneke og Steen var fx også med hjemme i Jægersborg på weekend: de deltog i diverse, typiske halv-vilde fester hos mine venner dér, og vi turede også lidt rundt i de forskellige jazzklubber. Dét var sager - og, måske lykkeligvis: hashen var ikke rigtigt kommet til Danmark endnu…så dét prøvede vi ikke. Og ud over at blive cand.rosin tog jeg Handelsmedhjælper-eksamen med et ikke særligt imponerende resultat (et "G minus" i bogføring trak godt ned!) – thi byen rummede mange fristelser, viste det sig. Og man skulle jo også passe sit arbejde. Dét havde jeg lært hjemmefra. Farvel og tak Det begyndte at lakke mod enden, da det blev sommer. Så traf jeg Bente – i Munkegaarden, tror jeg. Hun var elev på Kommunekontoret og sød og lidt sky på en smuk måde. Hende skulle jeg (vist) imponere lidt. Efter en lang og rar aften blev vi enige om, at vi ville se solopgang ved vandet – enten var det Pinse eller Store Bededag – og jeg sagde kækt, at jeg da ville gå i vandet! Som sagt, så gjort. Vi cyklede afsted – forsigtigt gennem Sigerslev, for Bente var bange for at blive opdaget af sin far! Ud til vandet og en smuk solopgang. Jo, jeg fik mig en meget kold og kort dukkert – og Bente så tilpas imponeret ud, så vidt jeg husker. Så drak vi noget af min medbragte Gordon’s gin – dét varmede godt. 20. juni 1960 var eventyret definitivt slut. De fire års læretid var i mellemtiden blevet skåret ned til tre – jeg kunne ikke rigtigt se mig selv i foderstofafdelingen et helt år, så på et tidspunkt blev kontrakten lavet om. Georg Richter skrev mig en helt igennem nydelig anbefaling: "P. A. Madsen har været en flink og interesseret ung Mand, som med Interesse og Forstaaelse har udført sit Arbejde. Jeg ønsker ham en god Fremtid og kan anbefale ham på det bedste." De ord var jeg glad for. Jeg var endelig blevet cand.rosin, færdiguddannet diskenspringer – eller kommis! Siden den dag har jeg dog ikke praktiseret dèn form for købmandsskab – altså aldrig mere livet bag disken. Den allersidste cykeltur Rødvig tur/retur: skulle sige farvel til Edith, Mona’s mor, og hendes lille hus, hvor jeg i løbet af foråret havde malet Mona’s værelse, så det stod fint og klart, når hun kom hjem fra Norge. Vi drak kaffe og portvin – og røg en masse cigaretter. Det sidste gilde Min cykel blev sendt med fragtmanden, min resterende statsskat blev betalt, jeg gav for 3,25 kr. brød til kaffe i butikken, betalte 27,30 kr. i tandlægeregning - og gav tålmodige, overbærende fru Overgaard en æske Lindt-chokolade til 12 kr. Investering i to flasker sekt til i alt 25 kr., et glas sennep, servietter og 21 (?) røde pølser (6,25 kr.) – og så var vi klar til det absolut sidste fugt-party i Hotel "Pietrino", hvor der var ekstra god plads, fordi min far og en onkel med bil nogle dage inden havde hentet næsten alle mine pakkenelliker. Vi drak drinks af nogle små skægge sennepsglas med hank på – dem havde jeg fået på lageret og selv skyllet den gl. sennep ud. Vi endte givetvis i Munkegården – det var jo højsommer. I dag husker jeg desværre ikke, hvem, der deltog. Besynderligt nok, synes jeg. Ny epoke i en ung mands liv En ny epoke kunne starte. Hjem til Jægersborg dagen efter med tog – de nye tider blev fejret samme aften i Nyhavn og få dage senere med en eventyrlig tommelfingertur til Italien med en gl. klassekammerat fra Gentofte. I juli startede jeg på et deltidsjob i computervirksomheden, Regnecentralen, og i august startede jeg så på Niels Brock’s Handelsskole på Frederiksberg. Mange år senere blev LEGO klodsen min skæbne (1972-99), men se, dét er en helt, helt anden historie… Året efter – altså i 1961 - var jeg til 1. april-fest på Hotel Phønix og vist også til pinsebal i sommerpavillonen i Rødvig, hvor jeg genså nogle af de gamle bekendtskaber. Men allerede da, var det ikke det samme som før. Nogle af vennerne så jeg af og til i København i de følgende år, men det hele løb ud i sandet efter nogen tid. Husk på, vi var meget unge i de år – men, kors, hvor vi havde det skægt…alt i mens vi, ret uskyldigt, lærte noget om at arbejde og leve. Det var én gang "sjov alvor" og "alvorlig sjov" på samme tid. Jeg har ikke været fysisk i byen siden sommeren 1963. Eller har jeg? Under alle omstændigheder: tankemæssigt har jeg ofte været der. Det var nemlig en særdeles betydningsfuld del af mit liv. S-L-U-T Kildehenvisninger: En ret god hukommelse, en anelse internet, et par gl. regnskabsbøger – samt fotoalbums (desværre var fotografering ikke så udbredt på Stevns i slutningen af 50’erne) og korte dagbogsagtige kalendernotater i perioden januar 1957 - 9. marts 1958. © Peter Ambeck-Madsen Fitting Stationsvej 14 6623 Vorbasse Tel.: 75-33-35-66 Fax: 75-33-45-66 E-mail: p.a.m@mail.tele.dk